
Magien ved gotvedgymnastikken opstår i mødet mellem mennesker, musik, kropsbevidsthed og den dybe følelse af velvære, der breder sig i hele kroppen. Det handler om at mærke efter og lande i sig selv.
I min undervisning har jeg ofte et særligt fokus på træning af bindevævet. Vi styrker kroppen, mens vi løsner spædinger. Gennem flydende bevægelser, stræk og fjedrende rytmer vækker vi kroppens netværk, så du kan gå fra timen med en følelse af mere plads, smidighed og lethed.
Vi arbejder med kroppen på dens egne præmisser – med fokus på naturlige bevægelser, åndedræt, afspænding og kropsbevidsthed. Musikken smitter og giver energi – samtidig er dens rytme og kvalitet med til at afstemme bevægelserne og fx finde den naturlige svingkraft. Jeg tror på, at vi skal have det både sjovt og godt, når vi bevæger os – og forlade salen med god energi og ro i nervesystemet.
For mig handler bevægelse ikke om at præstere. Det handler om at mærke kroppen og finde glæden i det, den kan. Jeg elsker gotvedgymnastikken, fordi den giver plads til det hele menneske. Der skal være plads til både sved på panden, et godt grin og dyb ro til nervesystemet.
Jeg er oprindelig uddannet keramiker og har arbejdet både som selvstændig og hos forskellige danske designvirksomheder. I 2020 blev jeg yogalærer, og i 2024 afsluttede jeg uddannelsen til Bevægelsesunderviser og massør. Siden har jeg både undervist og behandlet flere forskellige steder i landet. I dag har jeg hold både på Gotvedinstituttet og underviser desuden i vandgymnastik rundt om i København.
Jeg glæder mig til at dele bevægelsesglæde, nærvær og god energi med dig. Kom præcis som du er.
Tilmeld dig Trines hold: