Mette Pedersen, underviser i gotvedgymnastik.

I mine timer går bevægelsesglæde og træning hånd i hånd, for jeg tror, man bliver mere motiveret til at bevæge sig og træne sin krop, hvis man kan få et smil på læben imens.

Jeg er uddannet Bevægelsesunderviser og massør fra Gotvedinstituttet (2024) og cand.mag. i retorik fra Københavns Universitet (2016). Derudover har jeg en stor viden om anatomi og fysiologi fra medicinstudiet, hvor jeg studerede fra 2006 til 2009.

I mit arbejde som bevægelsesunderviser forener jeg min viden om kroppens anatomi og funktion med en faglig og målrettet formidling. Jeg lægger stor vægt på ikke blot at instruere øvelser, men også at tydeliggøre de mekanismer og sammenhænge, der ligger bag.  

Jeg underviser på Gotvedinstituttet, hvor jeg har to ugentlige hold og varetager forløbet “Muskeltræning og gotvedgymnastik”. 

Derudover tilbyder jeg personlig træning, hvor du får tilrettelagt et individuelt program med afsæt i dine behov, forudsætninger og mål. Træningen bygger på principper fra Gotvedgymnastikken og består af funktionelle øvelser, der styrker kroppen, så du opnår en mere velfungerende og balanceret krop – både i træningen og i hverdagen.

Jeg holder desuden foredrag og aktive workshops om Helle Gotved og Gotvedgymnastikken, hvor jeg dykker ned i både Helles historie og de principper, der gør hendes gymnastik aktuel i dag.