Vi optager en årgang à max 16 personer hver andet år.
Undervisningen foregår i Ny Sal i Gymnastikhuset på Frederiksberg. De studerende råder også over et tilstødende tekøkken, hvor der også er mulighed for at studere og afholde læsegrupper.
Der er undervisning fire dage om ugen. Her møder vi kl. 9.00 og er færdige omkring kl. 15.00. Onsdag er undervisningsfri og tid til at læse og studere selv.
I de fleste perioder er der skemalagt undervisning, hvor vi ofte arbejder med to forskellige fagområder på en dag og flere forskellige fag i løbet af ugen.
En typisk dag er der undervisning i et fagområde om formiddagen, frokost fra kl. 12.00-13.00 og så et andet fagområde om eftermiddagen. Vi sammensætter dagene, så der er en god afveksling mellem undervisning i teori og praksis.
I en del perioder er der intensive forløb, hvor vi arbejder med et bestemt emne over nogle uger.