Gotved Barretræning

Barretræning er effektiv styrketræning for hele kroppen, hvor du opbygger smidighed, balance og en smuk kropsholdning.

Barretræningen er effektiv styrketræning for hele kroppen, hvor du opbygger smidighed, balance og en smuk kropsholdning. Du får smidiggjort dine fødder og tæer, så du opnår et fundament, der kan bære dig på den mest hensigtsmæssige måde.

Gotved barretræning tager udgangspunkt i ballet, pilates og yoga.

Barretræning giver smuk holdning

Barretræning er funktionel træning, som primært foregår ved barren til motiverende musik, hvor du træner dine muskler intensivt i graciøse bevægelsesserier. Barretræning er velegnet til isoleret træning af enkelte kropsdele, hvor du i et roligt tempo kan genfinde den smidighed og styrke i led og muskler, der måtte være gået tabt. Du skal ikke koncentrere dig om at holde balancen, da barren støtter. Vi arbejder også intensivt på gulv og måtte.

Ved barren øges din spændstighed, idet du hele tiden skal rette dig op og ud. Du bruger musklerne til at strække og forlænge med i modsætning til at forkorte og pumpe. Du får trænet din kropsstamme, så du undgår at falde sammen eller spænde op i ryggen og få generende muskelspændinger.

Vi arbejder hele tiden med kropsbevidsthed og ved hjælp af en guidet ledbevægelse aktiverer du de rigtige muskler. Vi bruger åndedrættet til at mobilisere og stabilisere samt til at udvikle mere kvalitet i bevægelsen. Din kropsholdning bliver mere sund og harmonisk uden unødige spændinger.

Praktisk info:

Vi arbejder kun på bare tæer eller med fivefinger socks/toesox.

Du bedes medbringe et håndklæde til at lægge over måtten ved de liggende øvelser.