Rundvisning og røverhistorier

En (inter)aktiv tur gennem Gymnastikhuset

Henriette Bolt og Søren Ekman byder velkommen til en tur rundt i det skønne Gymnastikhus, hvor du kan blive klogere på historiens bevægelse og bevægelsens historie i huset.

Undervejs får du også selv lov at bevæge dig!

Og så får du svar på spørgsmål som

  • Hvor sidder den svenske væg? Og hvorfor hedder den sådan?
  • Hvad er totalbevægelse?
  • hvornår og hvorfor blev Gymnastikhuset fredet?
  • Hvem opfandt buksestømpen/strømpebuksen? Og hvordan blev den præsenteret?
  • Hvor mange gange skulle gulvet lægges om i Gammel Sal før N.H. Rasmussen og P.V. Jensen Klint var tilfredse?
  • Hvad brugte familien Rasmussen det lille aflukke bag fyret til?

Vi kommer hele huset rundt og fordyber os i nogle af de mange detaljer der findes i det smukke hus, som er tegnet af P.V. Jensen Klint på vegne af N.H. Rasmussen, der ”erobrede hovedstaden med den svenske gymnastik” – og desuden var Helle Gotveds far.

Søren Ekman vil servere anekdoter fra husets historie og vil føre jer gennem arkitektoniske og pudsige detaljer i huset. Han vil desuden fortælle om nogle af de mange kreative løsninger og vilde forbedringer, der blev lavet i forbindelse med husets restaurering i 2009-2011.

Hør Henriette Bolt fortælle om nogle af de vigtigste nedslag i gotvedgymnastikkens historie, og Helle Gotveds livsværk. Hvad er det særlige ved gotvedgymnastik? Hvorfor er gotvedgymnastik stadig relevant for nutiden? Hvad er totalbevægelse?

Så kom med på opdagelse i hus og historie – du skal selv finder nogle af svarene, andre får du serveret af de kyndige værter!

Program

  • Velkomst i gården
  • Rundvisning i omklædningsrum, kælder og Gammel Sal med Søren Ekman
  • Kaffepause
  • Fortællinger om gotvedgymnastikken med Henriette Bolt – her får du også selv lov at prøve kræfter med klassiske gotvedbevægelser
  • Fælles afslutning i Gammel Sal

OBS! Ankom i tøj som du kan bevæge dig i

Prisen er 50 kr. + eventuel donation.

Donation til Gotvedinstituttet 

For at Gotvedinstituttet kan bevare sin status som almennyttig, erhvervsdrivende fond – en status, der er altafgørende for vores eksistens – skal vi årligt modtage mindst 100 gaver af minimum 200 kr.

Vi er selvfølgelig taknemmelige for alle beløb, men gaver på (mindst) 200 kr. er derfor særligt vigtige for os. De 200 kr. må også gerne doneres i fællesskab – blot en jer, der overfører det samlede beløb.

Pengene anvendes til fordel for instituttets formål: At videreføre Helle Gotveds gymnastikpædagogiske arbejde i Gymnastikhuset til priser, hvor almindelige mennesker kan være med.

Læs mere om donationer her.

Vi er meget taknemmelige for al støtte, vi modtager!