Af Christian Graugaard
Min mormor havde ingen bækkenbund. Hun var født i et arbejderhjem kort efter forrige århundredeskifte og tilhørte en generation af kvinder med meget begrænset indblik i kroppens forunderlige verden. Livet igennem forblev hun et lidt kejtet, kantet og blufærdigt gemyt, og selvom hun dog var medskaber af to ret vellykkede pigebørn, rødmede hun klædeligt, når min morfar underholdt julefrokostselskabet med røverhistorier fra sin ungdom på landet. ”Peter dog!”, sukkede hun og skænkede sig en beroligende snaps.
Min mormor havde lært udenad, at pæne piger ikke interesserer sig for køn, krop og seksualitet, og selvom jeg naturligvis ikke skal kunne sige det med sikkerhed, så er jeg ret overbevist om, at hun som barn af en før-kulturradikal epoke opfattede sex som en ægteskabelig pligt. Det var i hvert fald ikke fra mormor, at mine fætre og jeg hørte om kønslivets forjættende mysterier, snarere husker jeg hende som en sød, men også ganske afmålt dame. Min mormor var ikke en kvinde, som kastede om sig med kærtegn og knus. Faktisk tror jeg aldrig, jeg har set hende røre ved min morfar. Og allerede som barn noterede jeg mig med undren sovekammerets adskilte enkeltsenge. Lidt af et særsyn i de frigjorte halvfjerdsere.
Men der var ét åndehul. Min mormor hørte Helle Gotved på den gamle Tandberg-transistor. For mit indre øre kan jeg endnu høre den på samme tid myndige og fløjlsbløde stemme i æteren lørdag morgen, og nu 35 år senere kommer jeg til min egen forbløffelse i tanke om, hvordan den landskendte gymnastikpædagog talte om at ”skyde ryg som en kat” og ”mærke vægten i fødderne”. Jeg anede ikke, hvad det betød, eller hvorfor Statsradiofonien fandt det vigtigt at delagtiggøre sine lyttere i den slags helsefremmende øvelser. Men jeg kunne tydeligt mærke, at min mormor spidsede ører, skønt hun lod som om, hun ikke hørte efter og blot ventede på den næste radioavis. Der blev stille på Borgmester Jensens Allé, når Helle Gotved talte. Min mormor var sært fraværende.
I dag ved jeg godt, hvorfor der var så tyst i stuerne lørdag morgen klokken ni. Eller jeg gætter i hvert fald på det. Med ”Ha’ det bedre” fik min mormor simpelt hen færten af den kropslighed, som kulturen så effektivt havde aflært hende – den yderste lille snip af en telemedieret sanselighed, som – forestiller jeg – forplantede sig gennem ørerne og ned gennem rygsøjlen til mellemgulv, arme, ben og køn. For hvem ved, om hun nøjedes med at skyde ryg og mærke vægten i fødderne? Hvem ved, om ikke hun efter Helle Gotveds skandaløse anvisninger sad der og lavede knibeøvelser i lænestolen, mens hun lod som ingenting og bladrede i Hjemmet på skrømt? Jeg ved det ikke. Men jeg har mine anelser.
Min mormor havde ingen bækkenbund. Og dog.
Artiklen er en forkortet udgave af en klumme bragt i dagbladet Politiken 12. oktober i anledning af Helle Gotveds 100-års fødselsdag.
Christian Graugaard (1967) er læge, forfatter til en række bøger om køn, krop og seksualitet og professor i almen sexologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet. Christian Graugaard holdt et debatoplæg på Gotvedskolen i forbindelse med bevægelsespædagoguddannelsens 50 års jubilæum i 2008.