på Gotvedinstituttet 31. august 2015.
Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj talte ved afsløringen af
Gotvedinstituttets nye logo og skilt:
Balance, energi og velvære…
– Det lyder jo næsten for godt til at være sandt. Men det er faktisk præcis, hvad Gotvedinstituttet tilbyder. Derfor er jeg også glad for at være her i dag, hvor Gotvedskolen skifter navn til Gotvedinstituttet og dermed understreger sin særlige position i byen. Ikke bare som et sted, hvor man kan træne sin krop, men også et sted, hvor man kan blive klogere. Et hus, der emmer af både krop og ånd.
Som datter af sundhedspioneren N.H. Rasmussen har Helle Gotved fulgt i sin fars fodspor, hvad angår engagement i gymnastikken. Helle Gotved videreførte den gymnastik- og bevægelseskultur, som hendes far var med til at indføre i 1880erne.
Nok har Gotvedinstituttet en lang historie bag sig, men det er bestemt ikke blevet støvet. F.eks. har Gotvedinstituttet været med til at sætte mænds sundhed – og bækkenbund på dagsordenen. Det udmønter sig bl.a. ved tilbud om en række kurser for mænd under titlen ”Fra Regnorm til Anakonda”. Det behøver vist ikke yderligere kommentarer…
I Frederiksberg Kommune er vi glade for vores gode samarbejde med Gotvedinstituttet. I har været en tilbagevendende aktør i Sundhedsdagene i uge 37. Og borgerne på Frederiksberg nyder godt af jeres mange bevægelsestilbud og sundhedskurser, fordi I favner bredt. Så vi er rigtig glade for at have instituttet her på Frederiksberg.
Og skulle vi så få afsløret det nye skilt…