Gotvedgymnastik er grundtræning for alle. Øvelserne tager udgangspunkt i kroppens naturlige bevægelsesmønstre, og sammenhængen mellem musik og bevægelse er altid i fokus.
Vores gymnastik er kendetegnet ved enkle, gentagne og bevidste bevægelser for hele kroppen, som giver styrke, koordination og fleksibilitet. Undervisningen inspireres af tidens tendenser, men er altid baseret på et stærkt fagligt fundament og Helle Gotveds idé om gymnastik med udgangspunkt i naturlige bevægelsesmønstre.
På Gotvedinstituttet tilbyder vi gymnastik i tre intensiteter, så der er noget for enhver krop. Du kan deltage ved at melde dig på et ugentligt, fast hold, bestille og betale for en enkelt gang eller købe klippekort på fem eller ti klip, som kan bruges på udvalgte hold.
Vi tilbyder også onlinegymnastik.
Den funktionelle træning er vigtig
Vi bruger begreber som kropsbevidsthed, flow, energi, kraft og variation som bærende elementer i al vores undervisning. Dagligdags bevægelser som gang, løb, skub eller træk bruger vi til at træne kroppens muskulatur og koordination. Det kaldes funktionel træning og giver den styrke, som du skal bruge i hverdagens udfordringer. Mange beskriver gotvedgymnastik som ”at komme hjem” som den oplevelse, man får, når kroppen bliver bevæget roligt og bevidst.
Gotvedgymnastik med fokus på muskeltræning
Vi ved, at kroppen skal udfordres for at øge muskulaturens styrke. Derfor vil der altid være styrkende øvelser, så du mærker, at kroppen bliver stimuleret og udfordret. Når udfordringerne passer til dine forudsætninger, bliver du stærkere.
Balance og bevægelighed
Åndedrættet er centralt for gotvedgymnastikken. Vi arbejder bevidst med åndedrættet for at skabe jordforbindelse og gennemstrømning for at tilføre kroppen mere ilt og nye ressourcer. Udspænding, stræk, afspænding og enkle massageøvelser bruger vi til at skabe øget kontakt med enkelte kropsdele og muskler. På den måde kan man bevare spændingsbalance og bevægelighed omkring led, hvilket giver øget velvære og udsætter alderdomsforandringer.
Vi dyrker fællesskabet
Gotvedgymnastik er for krop og sjæl. Fællesskabet med de andre på holdet har stor betydning for glæden og motivationen for at komme igen – og igen. Det er aldrig for sent, og alle kan være med!
Alle undervisere på Gotvedinstituttet har bestået Gotveduddannelsen.
Du kan også finde dygtige undervisere ude i landet via Gotvedgruppen.