Min mormor havde ingen bækkenbund. Hun var født i et arbejderhjem kort efter forrige århundredeskifte og tilhørte en generation af kvinder med meget begrænset indblik i kroppens forunderlige verden. Livet igennem forblev hun et lidt kejtet, kantet og blufærdigt gemyt, og selvom hun dog var medskaber af to ret vellykkede pigebørn, rødmede hun klædeligt, når min morfar underholdt julefrokostselskabet med røverhistorier fra sin ungdom på landet. ”Peter dog!”, sukkede hun og skænkede sig en beroligende snaps.
Min mormor havde lært udenad, at pæne piger ikke interesserer sig for køn, krop og seksualitet, og selvom jeg naturligvis ikke skal kunne sige det med sikkerhed, så er jeg ret overbevist om, at hun som barn af en før-kulturradikal epoke opfattede sex som en ægteskabelig pligt. Det var i hvert fald ikke fra mormor, at mine fætre og jeg hørte om kønslivets forjættende mysterier, snarere husker jeg hende som en sød, men også ganske afmålt dame. Min mormor var ikke en kvinde, som kastede om sig med kærtegn og knus. Faktisk tror jeg aldrig, jeg har set hende røre ved min morfar. Og allerede som barn noterede jeg mig med undren sovekammerets adskilte enkeltsenge. Lidt af et særsyn i de frigjorte halvfjerdsere.
Men der var ét åndehul. Min mormor hørte Helle Gotved på den gamle Tandberg-transistor. For mit indre øre kan jeg endnu høre den på samme tid myndige og fløjlsbløde stemme i æteren lørdag morgen, og nu 35 år senere kommer jeg til min egen forbløffelse i tanke om, hvordan den landskendte gymnastikpædagog talte om at ”skyde ryg som en kat” og ”mærke vægten i fødderne”. Jeg anede ikke, hvad det betød, eller hvorfor Statsradiofonien fandt det vigtigt at delagtiggøre sine lyttere i den slags helsefremmende øvelser. Men jeg kunne tydeligt mærke, at min mormor spidsede ører, skønt hun lod som om, hun ikke hørte efter og blot ventede på den næste radioavis. Der blev stille på Borgmester Jensens Allé, når Helle Gotved talte. Min mormor var sært fraværende.
I dag ved jeg godt, hvorfor der var så tyst i stuerne lørdag morgen klokken ni. Eller jeg gætter i hvert fald på det. Med ”Ha’ det bedre” fik min mormor simpelt hen færten af den kropslighed, som kulturen så effektivt havde aflært hende – den yderste lille snip af en telemedieret sanselighed, som – forestiller jeg – forplantede sig gennem ørerne og ned gennem rygsøjlen til mellemgulv, arme, ben og køn. For hvem ved, om hun nøjedes med at skyde ryg og mærke vægten i fødderne? Hvem ved, om ikke hun efter Helle Gotveds skandaløse anvisninger sad der og lavede knibeøvelser i lænestolen, mens hun lod som ingenting og bladrede i Hjemmet på skrømt? Jeg ved det ikke. Men jeg har mine anelser.
Min mormor havde ingen bækkenbund. Og dog.
Artiklen er en forkortet udgave af en klumme bragt i dagbladet Politiken 12. oktober i anledning af Helle Gotveds 100-års fødselsdag.
Christian Graugaard (1967) er læge, forfatter til en række bøger om køn, krop og seksualitet og professor i almen sexologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet. Christian Graugaard holdt et debatoplæg på Gotvedskolen i forbindelse med bevægelsespædagoguddannelsens 50 års jubilæum i 2008.
ved receptionen i Gymnastikhuset 11. november 2011, i forbindelse med fejringen af Gymnastikhusets renovering.
”(..)… Jeg bliver sendt tilbage til min barndom på Ry og Store Regstrups højskoler, når jeg træder ind i dette hus. Derfor har jeg dybt i min sjæl ønsket om at skabe et folkeligt – kulturelt fællesskab, og hvad det kan komme til at betyde for den måde vi agerer i et levende og dejligt samfund. Så da jeg trådte ind her tænkte jeg: ”Jeg kommer hjem!”.
”(..)… Jeg kunne godt unde mine kolleger i folketinget at vi alle fik en tur her i gymnastiksalen. Fordi det også handler om den livsglæde og livskraft der udspringer her fra. Det er ikke fordi Gotvedskolen er de eneste der gør det, men I er nogen af dem der gør det rigtig, rigtig godt. Fordi i den situation hvor vi som samfund befinder os, har brug for disse folkelige fællesskaber, som Gotvedskolen er et flot eksempel på. Det er noget af det der skal bære os igennem de udfordringer vi står overfor. Så helt dybt fra hjertet, håber jeg bare at I bliver ved og bliver ved med at vise niveau. Nu har I rammerne til det!…(..)”
”(..)… Når jeg står her i dag er ikke kun fordi jeg synes at Gotvedskolen er værd at støtte, embedsmændene i ministeriet synes også at I gør det godt. Som afrunding vil jeg sige: Pas nu på de her lokaler, og pas også på hinanden og pas på de tanker som det her hus afspejler. For det her med at være glad i sin krop, det betyder jo også at så er man glad i sit hoved. Så er man glad i sit hjerte, og når man er det, så tænker man altså bedre ideer. Ud over at det her er et krops-hus, er det også et kropskultur-hus, og så er det dybest set også et kreativitets-hus – og vi har i den grad brug for bedre ideer end dem vi har haft tidligere. Jeg er rigtig glad for at jeg fik lejlighed til at stå her og tale, og så ellers som politiker huske det slogan der står over døren til Gymnastikhuset: ”Ret ryggen og tal sandhed”…(..)”
Uffe Elbæks tale var levende og spontan, og ikke en tekst han læste op. Se og hør hele talen på YouTube.
”Fremtidsønskerne skal være, at dette gamle institut må blive ved med at være ungt og levende – at arvtagerne vil gå nye veje på samme grund og med de samme idealer, så vi får en gymnastik i stadig udvikling der hele tiden dækker de aktuelle behov – at undervisningen lever op til betegnelsen i ”Morgenbladet” fra 1887, hvor gymnastikken blev kaldt den glade kunst ” (Helle Gotved)
Vi lever i en tid hvor bevægelse, fitness, gymnastik og dans er i konstant udvikling. På kalejdoskopisk vis farves bevægelsestendenserne af hinanden, af kunstens verden, af eksotiske kulturer, nye tidstypiske trends eller ældgamle former for bevægelsespraksis. Det helhedsorienterede kropssyn, der arbejder med bevægelse som en sammensmeltning af krop og sjæl, får bedre og bedre fodfæste. Og i dette hastige samfund har vi i høj brug for bevægelse og fornyet kontakt til kroppen – og bevægelsesglæden.
Når jeg af og til træder ind i den gamle gymnastiksal på Vodroffsvej, fyldes jeg af ydmyghed. Det er som at træde ind i en tidslomme. Her er ingen smarte spejle og salens gulv og de smukke træudskæringer nærmest dufter af ånd, historie, bevægelse, musik og fællesskab. Men salen er ingen tidslomme og selvom her dufter af fortid, har Helle Gotved med sit organiske syn på krop og bevægelse formået at skabe en gymnastik, der ikke går af mode, men tværtimod er tidløs, universel og måske mere aktuel end nogen sinde før. Gotvedgymnastikken tager nemlig udgangspunkt i menneskets naturlige bevægelser og bygger på en dyb respekt for menneskekroppens anatomi, fysiologi og unikke energi. Den fokuserer på kropsbølgen og på sammensmeltningen af åndedræt og bevægelse. Selvom videnskaben tidligere kun kunne tale om den fysiske respiration, vidste Helle Gotved nemlig, at åndedrættet også er forbundet med sjælen og den følelsesmæssige tilstand. Og hun havde modet til at italesætte det. Hendes kongstanke var, at bevægelse ikke skal udtømme os for energi – men give. Energi, nydelse, velbefindende, fællesskab. Og glæde.
Udover den tidløse kvalitet har Gotvedgymnastikken også en universel dimension, der er forbundet med Helle Gotveds fremsynede inspiration fra andre kulturer. Hendes bevægelsesprincipper var i høj grad inspireret af totalbevægelserne hos den tyske gymnastikpædagog Heinrich Medau, men hendes modige og frigørende syn på krop, seksualitet og kvindelighed var også inspireret af afrikanske stammer, indiske kærlighedsskrifter og arabiske lærebøger om elskovskunst. Principperne for Gotvedgymnastikken er altså udviklet på baggrund af en fordybende og utroligt åbensindet både teoribaseret, empiritung og praksisnær udforskning af krop, sjæl og bevægelse.
Det er den ånd, jeg også bliver berørt af når jeg træder ind i gymnastikhuset. For den ånd har arvtagerne med stor ansvarsbevidsthed, faglighed og levende nysgerrighed formået at føre videre. Derfor virker Gymnastikinstituttet også i dag som et ungt og levende sted. Et sted hvorfra den glade kunst kan sprede sig. Også mit fremtidsønske er, at I bliver ved med at holde instituttet levende og udviklingsorienteret og værner om betydningen af kroppens organiske bevægelser og bevægelsesglæden. Jeg håber også, at I fortsat har modet til både i nutiden og i fremtiden at give kroppen en stemme i den både samfundsmæssige, uddannelsespolitiske og videnskabelige debat.
Helle Winther er lektor ved Institut For Idræt på Københavns universitet, og har tidligere været ekstern censor ved afgangseksamen på Gotvedskolens bevægelsespædagoguddannelse.
Det er med utilsløret stolthed jeg kan skrive i mit VC nej undskyld CV at jeg er Protektrice for Gotvedinstituttet. Mit kontrafeje fjæs hænger sågar i pragt profiliaktisk indramning side om side med selveste Gymnastikdronningen over dem alle heltinden Helle Gotved.
Lige fra jeg som lille pige lå hjemme på stuegulvet sammen med min mor, og lyttede til Helles smukke kloge klangfulde røst i Radioapparatet og lydigt fulgte fruens mindste anvisning, har jeg vist – ja sådan skal det gøres. Hverken mere eller mindre.
Som der står over døren ind til gymnastiksalen på Vodroffsvej: Ret ryggen og tal sandhed! Det ku folketingelingelaterne lære meget af.
Når jeg får lov at sidde oppe på balkonen og se de Gotvedpæda-smadder-goe ny udklækkede lærere tumle sig i salen. Se det er da et malende kropspog man kan forstå. Med alt hvad der følger af sang og udbrud og afløb og feje sving – hop og dans og tjuhej hvor det swinger og hvor bliver man let om hjertet.
Når jeg vågner om morgenen og stækker mig, og gaber så det gir genlyd over hele Christianshavn – kniber og kniber så det bider i understellet, hapser, svajer og skyder ryg – når jeg balancerer på et ben, mens jeg haler strømpebuksen på plads, så ved jeg hvilken sej medsøster jeg kan takke for, at det ikke er dødsyge strømpebånd og en rådden rollon jeg står og bakser med. Når jeg stæser op og ned af trapper, så snart der viser sig bare et par luvslidte trin så høre jeg Helles stemme: Er der en trappe så har du et tilbud.
At det så nu oveni købet har vist sig, at det er min ny opdukkede oldefar Ernst Rothe der i sin tid har været Bygherre på dette enestående smukke pragtbyggeri som Gymnastikhuset på Vodroffsvej er – ikke mindst nu hvor det står funklende fredet og ny restaureret, så synes jeg jo nok ringen – osse selvom Helle aldrig fik det at vide – er sluttet i hvert fald for mig som Protektrice for Instituttet.
N.H. Rasmussens Gymnastikinstitut startede i lejede lokaler i 1887. Allerede få år efter stod Gymnastikhuset færdigt. Og siden da har det rummet tusindvis af gymnaster. Gymnasterne kom, og kommer stadig, her i Gymnastikhuset for at gøre gymnastik af egen fri vilje. Bevægelsesglæde og velvære er nogle af de grunde, folk nævner, når man spørger dem, hvorfor de kommer igen og igen i Gymnastikhuset.
Det var i 1889, Gymnastikhuset stod klar til at modtage gymnaster til nye hold i svensk stillingsgymnastik. ”Ret ryggen og tal Sandhed” blev der skrevet over indgangen til N.H. Rasmussens Gymnastikhus på Vodroffsvej på Frederiksberg i København. Denne inskription vidner både om de kropsidealer og den gymnastikkultur, som N.H. Rasmussen – Helle Gotveds far – var med til at indføre i Danmark i 1880’erne. Det drejede sig for N.H. Rasmussen om at få indført den svenske gymnastik – P.H. Ling’s stillingsgymnastik. Dette foregik i flere etaper. Tillad mig derfor at gå tilbage i tiden for at sætte N.H. Rasmussens Gymnastikinstitut og Gymnastikhusets egenart i et gymnastikhistorisk perspektiv.
I 1884 blev den svenske stillingsgymnastik, af N.H. Rasmussen, som var ansat som højskolelærer på Vallekilde højskole af forstanderen Ernst Trier, introduceret i det dertil nyopførte Øvelseshus over hvis indgangsparti, der står skrevet ”Dag og Dåd er Kæmperim”. Her dyrkede såvel karle som piger, der var på højskoleophold, den svenske stillingsgymnastik, hvis udtryk og funktionalitet tiltalte de unge bønder. Den svenske gymnastiks måske vigtigste kropsideal var den rette ryg. Bøndernes krumbøjede, arbejdende rygge skulle rettes ud i gymnastiksalen. Den unge N.H. Rasmussen, som var en ihærdig pioner for den svenske gymnastik, så en sammenhæng mellem kropsholdning og selvbevidsthed. Han mente, at hvis bønderne lærte at rette ryggen, ville det også forlede dem til at stå ved sig selv og være stolte af sig selv. Den nye svenske gymnastik blev i den grad taget vel imod af bønderne. Som delingsførere forlod de Vallekilde højskole og førte denne – i bøndernes øjne – demokratiske gymnastik ud i forsamlingshuse og øvelseshuse rundt om i hele Danmark. Den svenske gymnastik havde dog ikke vundet indpas i København endnu. Derfor blev N.H. Rasmussens næste mission at indtage hovedstaden.
Allerede i 1887 startede N.H. Rasmussen, som sagt, sit gymnastikinstitut i København i lejede lokaler. N.H. Rasmussens Gymnastikhus blev tegnet af arkitekten P.V. Jensen Klint og murermester E. Rothe murede det. Gymnastikhuset blev indviet den 8. oktober 1889. I huset, ovenover gymnastiksalen, boede N.H. Rasmussen med sin familie. Gymnastikinstituttet og Gymnastikhuset blev hans livsværk. Den svenske stillingsgymnastik var hans levebrød og livsindhold. I N.H. Rasmussens gymnastik knyttedes den gode kropsholdning og de gode karakteregenskaber sammen: ”Ret ryggen og tal Sandhed”.
I dette hus og i denne ånd fødtes Helle, barn af Marie (født Otterstrøm) og Niels Hansen Rasmussen, 23. oktober 1912. Hun var barn nummer fem. Den yngste i flokken. Helle Gotved beskriver i sin selvbiografi ”Barn i Gymnastikhuset”, hvordan hun fra helt lille interesseret fulgte med i gymnastikken fra balkonen i gymnastiksalen. På denne måde fik hun gymnastikken ”ind med modermælken”. Helle blev i 1930 gift med gymnastiklærer Aage Gotved, og fra 1932 drev de sammen Gymnastikhuset efter Marie og N.H. Rasmussen.
I dag kender vi Helle Gotved som grundlæggeren af den særlige Gotvedgymnastik, Gotvedskolen og bevægelsespædagoguddannelsen. Ja, Helle Gotved gik i sandhed i sin fars fodspor, hvad angår det entusiastiske engagement i gymnastikken. Hun gjorde det, vel at mærke, på sine helt egne præmisser. Med afsæt i ”Ret ryggen og tal Sandhed” blev Helle Gotved en helt særlig Gymnastikpædagog i et helt særligt Gymnastikhus.
Den særlige Gotvedgymnastik, som Helle Gotved underviste og skrev om i sine mange bøger og artikler, er en gymnastik, som bevæger hele mennesket – både krop og sjæl. I Helles første lærebog ”Ha’ det bedre – kropserfaring”, som udkom i 1977, får vi indblik i den vidunderlige helhed krop og psyke udgør i Helles gymnastik:
”Sjæl og krop er to sider af samme sag – mennesket er en psykosomatisk helhed. Musklerne har til opgave ikke alene at bevæge os, men også at give udtryk for, hvad der rører sig i os. Kroppen taler sit tydelige sprog. (…) Bevægeapparatet har altså ikke alene rent praktiske opgaver: holde os balancerede, transportere os, og lade os udføre arbejde, men det har også den opgave at give udtryk for, hvad vi tænker og føler. (…) Til hver eneste sindstilstand hører der en korresponderende udtryksbevægelse, og de mennesker, der er i åndelig balance og dermed også i spændingsbalance, vil spontant give udtryk for deres følelser, fordi kroppen lydigt følger sindet.” (Ibid, side 32-33)
Man ser i dette citat, at Helle Gotved tog udgangspunkt i det hele menneske. Både krop og sjæl. Helheden. Påvirker vi kroppen, får det effekt på sindet og ligeledes omvendt. Det er to sider af samme sag – Mennesket. Helle Gotveds gymnastik blev drevet under Helles motto: ”En glad sjæl i et velfungerende legeme” fra 1950’erne, hvor Helle Gotved udviklede sin egen Gotvedgymnastik. Denne ånd mærkes stadig – den dag i dag – når vi kommer i Gymnastikhuset og gør gymnastik.
Gotvedgymnastikken hviler på ”Helle Gotveds gymnastikpædagogiske værdier om det naturlige bevægelsesmønster”, som der står i Gotvedskolens folder over gymnastikhold og kurser 2012/13. I 1998 holdt Helle Gotved sit sidste ugekursus for ældre under titlen ”I bevægelse med Helle Gotved”. Dette sommerkursus afholdtes på Vallekilde Højskole, og det blev afslutningen på Helles lange karriere som Gymnastikpædagog. Ringen blev sluttet: Helle Gotved startede der, hvor hendes far sluttede – i Gymnastikhuset på Vodroffsvej. Og Helle Gotved sluttede der, hvor hendes far N.H. Rasmussen startede – I Øvelseshuset på Vallekilde Højskole.
De sidste år af sit lange liv, var Helle Gotved inderligt optaget af, at sikre Gymnastikhusets eksistens. Hun testamenterede 1/6 af husets værdi til Gotvedskolen, under forudsætning af at Gotvedskolen købte Gymnastikhuset. I 2006 døde Helle Gotved roligt i sit hjem på 1. sal i Gymnastikhuset efter et langt liv med gymnastikken. Fred være med hende. Efter hendes død blev huset lykkeligvis tildelt en stor sum penge, idet det blev erklæret ”bevaringsværdigt” og ”af historisk interesse”. Derved er Gymnastikhusets eksistens sikret. Det nåede Helle desværre ikke at opleve. Så livet og gymnastikken går videre i Helle Gotveds gamle lejlighed på 1. sal i Gymnastikhuset. Her er nu den skønneste, nye bevægelsessal, man kan forestille sig, med lyse trægulve og fint lysindtag fra de mange vinduer. Gymnastikinstituttet, Gotvedskolen og Gymnastikhuset lever og ånder i bedste velgående. Præcis som Helle Gotved ønskede det.
Tillykke med de 125 år!
Dette indlæg er skrevet af Britt Sylvest Hansen, cand.scient. i idræt og psykologi, ven af Helle Gotved og gæsteunderviser på Gotvedskolen.
Med dette festskrift ønsker vi at dokumentere den unikke historie der knytter sig til Instituttet som blev etableret 11 år inden Gymnastikhuset blev bygget.
Når vi mener det er vigtigt at fejre instituttet, er det fordi det er indholdet der i alle de år har været det bærende. N.H. Rasmussen ønskede at udbrede glæden ved en stærk krop, der giver mennesket muligheder i stedet for begrænsninger. Det er ønsket om at være med til at skabe bedre betingelser for det enkelte menneske der driver værket, men det er også et håb om at gøre en forskel i samfundet. I skolerne er det stadig konkurrence-idrætten der bærer kroppens grunduddannelse, men mange af dem der taber i idrætstimerne mangler stadig at opleve glæden ved bevægelse. Formålet for Gotvedskolen er at formidle viden, glæde og handling. På Gotvedskolen brænder vi for bevægelsen, for at give mennesket mulighed for udfoldelse med henblik på at forbedre livskvaliteten.
De sidste 3 år er det især Gymnastikhuset der har fået opmærksomhed. Først ved at A.P. Møller og hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene formål finansierede renovering af tag, vinduer og facade, med tilskud fra Kulturstyrelsen. Derefter var det Realdania og Velux fonden med bidrag fra Knud Højgaards fond der finansierede den indvendige ombygning og renovering, med ny sal i den tidligere embedsbolig og udskiftning af samtlige installationer. Kulturstyrelsen gav tilladelse – og tilskud – til at alle væggene blev fjernet på 3. etage af det fredede hus. I tilladelsen hæftede man sig ved at den kulturarv som huset repræsenterer, er uløseligt forbundet med Gotvedskolens aktiviteter. Her er kulturarv ikke blot et spørgsmål om mursten og et fantastisk hus. Dette ville ikke ske, hvis det ikke var for N.H. Rasmussen, Helle Gotved, Inge Gotved og Gotvedskolen, som hele tiden har holdt fokus på at det som mennesker som har brug for. Det gælder hverken om at komme først, blive tynd eller brænde energi af. Det gælder om at komme til udfoldelse.
Rammerne om gymnastikken har selvfølgelig også en stor betydning, men Gotvedgymnastikken er på ingen måde bundet til Gymnastikhuset. Den praktiseres i hele landet under oplysningsforbund og foreninger, hjemme foran dvd-skærmen eller ved dapradioen, på arbejdspladser og på offentlige og private institutioner. Gotvedskolen er gymnastikkens kraftcenter, hvor der løbende uddannes bevægelsespædagoger til at bære faklen videre og udbrede den glade kunst.
Vi har bedt nogle af Gotvedskolens venner om de ville skrive hvad der faldt dem ind i når de tænker på Gotvedskolen. Resultaterne kan læses her i skriftet.
Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj talte ved afsløringen af
Gotvedinstituttets nye logo og skilt
Balance, energi og velvære…
– Det lyder jo næsten for godt til at være sandt. Men det er faktisk præcis, hvad Gotvedinstituttet tilbyder. Derfor er jeg også glad for at være her i dag, hvor Gotvedskolen skifter navn til Gotvedinstituttet og dermed understreger sin særlige position i byen. Ikke bare som et sted, hvor man kan træne sin krop, men også et sted, hvor man kan blive klogere. Et hus, der emmer af både krop og ånd.
Som datter af sundhedspioneren N.H. Rasmussen har Helle Gotved fulgt i sin fars fodspor, hvad angår engagement i gymnastikken. Helle Gotved videreførte den gymnastik- og bevægelseskultur, som hendes far var med til at indføre i 1880erne.
Nok har Gotvedinstituttet en lang historie bag sig, men det er bestemt ikke blevet støvet. F.eks. har Gotvedinstituttet været med til at sætte mænds sundhed – og bækkenbund på dagsordenen. Det udmønter sig bl.a. ved tilbud om en række kurser for mænd under titlen ”Fra Regnorm til Anakonda”. Det behøver vist ikke yderligere kommentarer…
I Frederiksberg Kommune er vi glade for vores gode samarbejde med Gotvedinstituttet. I har været en tilbagevendende aktør i Sundhedsdagene i uge 37. Og borgerne på Frederiksberg nyder godt af jeres mange bevægelsestilbud og sundhedskurser, fordi I favner bredt. Så vi er rigtig glade for at have instituttet her på Frederiksberg.
